Stomp

26 Feb

5 dage… idag skal tøjskabet endevendes og kufferten op af kælderen. Passet er blevet tjekket og Henrik orienterer mig mindst en gang dagligt om vejrprognoserne for London, samt pundets kurs🙂 Men nu til noget helt andet:

For en del år siden, var jeg med i et stort korarrangement på Østre gasværk, i forbindelse med opsætningen af teaterstykket ‘Leonardo versus Michelangelo’ (instrueret af Lars Kaalund).

Sminkede statister klar til korsang (Det er ikke Stine på billedet, men Mette og mig.)

Vi var 180 korsangere, der deltog frivilligt og som tak for hjælpen, fik vi en fælles rejse  med en musical oplevelse til London i en weekend. Vi blev delt i to hold, så vi var 90 afsted sammen, det var en rigtig sjov og hyggelig tur.

På det tidspunkt tror jeg kun at jeg havde været i London to gange, en gang med Henrik og begge børnene (som faktisk var børn dengang) og en gang hvor vi bare var Henrik og mig.

Jeg er meget retningsforvirret,(hvad man også kalder manglende stedsans) og Henrik var lidt urolig for at jeg ikke kunne finde rundt i London uden ham, så han havde lavet et lille kort til mig, over den rute jeg skulle gå, dels for at finde vores yndlingsgade (Neal Street) og for at jeg kunne finde hen til det teater, hvor jeg skulle hen alene. For mens alle de andre havde sagt ja tak til ‘Jerry Springer’ havde jeg bedt om en billet til ‘Stomp’. Den gik i et lille hyggeligt teater på Strand, hvor vi senere skulle komme til at blive ‘fastliggere’ på Hotel Strand Palace. Nu går den andre steder, men er altid at finde et sted i London.

Jeg boede på værelse med Stine og vi gik en del rundt sammen i de tre dage, men også noget af tiden hver for sig. Jeg blev rigtig dygtig til at finde frem og tilbage fra Hotellet på Tavisstock Street i området nær Russel Square, og området ved Covent Garden og Strand.

Jeg havde set Stomp før, både i Cirkus bygningen og på DVD, men det var bare noget helt særligt at se det i London. Teateret var lille og virkelig hyggeligt og jeg sad meget tæt på scenen. Forestillingen var bare fantastisk og levede helt og aldeles op til forventningerne🙂

Bagefter skulle jeg så gå turen fra Strand op til det teater hvor Jerry Springer gik, og helst være der lige når de andre kom ud, så jeg kunne nå at fange Stine. Det gik også rigtig fint og jeg følte mig bare så helt enormt tryg og hjemme, da jeg gik alene kl. 23 om aftenen op igennem Londons teater kvarter. Det var i Marts måned, præcis samme dato som vi skal afsted i år og det føltes helt sommer agtigt den aften.

Jeg fandt teateret og Stine og alle de andre og vi var vist bare forbi et is-sted inden vi gik tilbage til hotellet igen.

Jeg kan til hver en tid anbefale alle at gå ind og se Stomp., og hvis I ikke  kender noget til det, så er der et par billeder her.

Stomp - fra google billeder

Her kan du se hvilke musicals der går pt. i London og bestille billetter hjemmefra.

Hvis du har en god musical oplevelse fra London, så skriv en kommentar her, eller send os din mail adresse med en forespørgsel om at skrive et gæsteindlæg!

Rigtig god fornøjelse🙂

/M

%d bloggers like this: